AYMILU

 

​

Milu er datter af min gamle hund Ludvig og min rigtig gode veninde og opdrætterkollega Katrines hund Minnie. Jeg har altid været vild med Minnie, så da Katrine gerne ville bruge vores Ludvig i avl, var jeg ikke i tvivl. 

Milus navn er en blanding af hendes forældres navne og hun er virkelig en vaskeægte kombi af de to med sin fars uudgrundelige ro og sin mors legesyge sind.

​

Indenfor er hun ofte meget rolig og tilpasser sig hurtigt, hvor hun nu end er -  men ude kan hun være en ren turbo. Hun elsker skov, strand og at løbe rigtig stærkt på store plæner, gerne i selskab med et par gode hundevenner. 

Og så elsker Milu at træne. Nok er hun ikke en typisk LP (lydighedsprøve) hund med sin lange pels, korte ben og sløjfe i håret, men det har hun nu ikke tænkt at lade sig begrænse af, og med rette har hun efterhånden fået tilnavnet "working havanese" på træningsbaner rundt omkring. 

Generelt er hun bare en supersød hund med et rigtig godt humør, og hun har mange venner her i kvarteret, som hun især på morgenturen har faste hilseritualer med.

​

Det værste Milu ved, er når folk passerer hende på gaden, selv om hun HAR stirret på dem - for hun kan ikke forstå, at ikke alle vil snakke med hende.

Hun udvælger sig gerne én person af gangen, som hun gør til sin bedste ven, men man skal ikke fortvivle, hvis man føler sig afvist. Helt trofast er hun faktisk ikke, og næste gang kan det sagtens være dig, der er den foretrukne. Vi tror, at hendes hensigt er at erobre verden en for en, til hun har alle i sin hule hånd/pote. Vi har for længst overgivet os.

Milu er en "snakker" og hun har uendeligt mange lyde og forskellige slags brummen, der hver især betyder alt fra " skal vi ikke ud at gå snart", "vandskålen er tom" til "koooom nu og leg" :-)

Hun elsker hvalpe og er meget omsorgsfuld og overbærende over for dem – samtidig med, at hun blidt, men bestemt opdrager dem til at opføre sig ordentligt. Er hun i flok med flere hunde, er hun optaget af, at alle har det godt, og hun er ikke bange for at gå ind imellem og på skolefrøkenmaner kalde til orden og skille parterne ad, hvis hun aner, at der er optræk til konflikter mellem nogle af hundene.

​

Det var meget hårdt for Milu at miste sin fat Ludvig. De to havde et helt specielt bånd og var meget knyttede til hinanden. Der gik flere måneder, hvor hun var trist og meget stille, og det skar i vores hjerter at se hendes sorg. Nu hvor hun er kommet videre, er det interessant at se, hvordan hun har overtaget flere af Ludvigs funktioner som leder af flokken. 
Hvor hun før aldrig sagde en lyd, så er det nu hende, der gør, når dørklokken ringer, eller når der sker anderledes og uventede ting. Det har vi alle lige skulle vænne os til ...også Milu selv, som næsten ser helt forskrækket ud over sine nye kompetemcer. 

​

Du kan se flere billeder af Milu i galleriet nedenfor.

​

​