top of page

Køb af hvalp

 
Som hvalpekøber får du...

 

  • En hvalp fra et etisk og omsorgsfuldt opdræt – få kuld med min. 1 løbetid imellem og altid i overensstemmelse med moderens fysiske og psykiske sundhed.

  • En velsocialiseret hvalp efter sunde, racetypiske og avlsgodkendte forældre og med en indavlskvotient på 0% i de første 3 generationer.

  • En hvalp, der har fået 3 ormekure, er blevet chippet og registreret i Dansk Hunderegister, dyrlægekontrolleret og vaccineret ved 8 uger. Dertil følger en sundhedsbog fra dyrlægen.

  • En hvalp, der er blevet undersøgt af kiropraktor/fysioterapeut, så eventuelle knubs bliver rettet op inden afrejse.

  • En hvalp med DKK basis Plus stambog, der er avlet efter KSSs avlsanbefalinger samt DKKs etiske anbefalinger for avl

  • En hvalp solgt med DKK’s obligatoriske købsaftale, som når aftalen er skrevet under, gælder købelovens forbrugerkøbsregler.

  • En hvalp, der er blevet mentalitetstestet og vurderet af en udefrakommende hundetræner før afrejse.

Dertil følger…

  • En hvalpepakke med tæpper, der dufter af mor og søskende, lidt legetøj, både nyt og gammelt, som hvalpen har leget med herhjemme, et stort udvalg af hvalpefoder (både tørfoder, frisk og vådfoder), som hvalpene har spist herhjemme -  samt lækre godbidder, flere forskellige tyggeben til de ømme tænder, tandbørste og neglesaks til små hvalpe

  • Grundig og detaljeret skriftlig pasningsvejledning til den første tid

  • Mulighed for tilkøb af enten en lille eller stor pelsplejepakke fra firmaet Iv san Bernard

  • Mulighed for at låne snor, sele og trøje til de første måneder

Og så alt det andet

​​

  • Medlem af en privat facebookgruppe, for hele kuldets hvalpekøbere.
    Her kan man følge hvalpenes udvikling, se billeder, videoer - og stille spørgsmål til hinanden ( og mig naturligvis) som en del af forberedelsen til det nye familiemedlem.
    Efter hvalpenes afrejse bruges gruppen ofte til at komme med små opdateringer, stille spørgsmål til mig og dele erfaringer med hinanden. Derudover kan gruppen bruges til at planlægge legeaftaler, gåture eller feriepasning. 

  • En fælles hvalpedag tæt på afrejse sammen med de andre hvalpekøbere, hvor vi sammen gennemgår jeres spørgsmål, snakker om socialisering samt demonstrerer/øver bad, pelspleje og håndtering.

  • Mulighed for at deltage i hvalpenes løbende miljøsocialisering rundt omkring. Blandt andet besøger vi altid Search House 

  • Flere målrettede miljøtræning- og socialiseringsture de første måneder efter hvalpens ankomst med tid til snak om hverdagen og eventuelle udfordringer. 

  • Gratis sundhedsundersøgelse med vaccine ved 12 og 16 uger hos min egen dyrlæge i Køge. Vi kombinerer besøget hos dyrlægen med en strandtur, en miljøtur og/eller en tur på hundelegeplads. 

  • Gratis pelsplejekursus, når hvalpene er ca. 6-7 måneder, og de første filtre begynder at dukker op.

  • Hvalpetræf flere gange årligt – naturligvis frivilligt

  • Rådgivning og vejledning i hele hundens levetid. Ingen spørgsmål er for små, og jeg vil hellere end gerne høre, hvordan det går med jer. I har altid mulighed for at komme forbi og få lidt ekstra hjælp, om det er pels eller andet, der lige bøvler lidt. 

Apollo_øjne.JPG

 
Pris og betingelser

En hvalp hos Kennel Aymilu koster 17.000 kr. inklusiv hvalpepakke. Ved salg af hvalpe benytter vi en kontrakt udarbejdet af Dansk Kennel Klub.

Jeg vælger og fordeler, hvilke hvalpe, der skal til hvilke familier, når hvalpene er tæt på de 8 uger gamle.
Først på dette tidspunkt, kan man nogenlunde forudsige den enkelte hvalps kommende temperament og fysik, og på den måde kan jeg sørge for at lave det bedst mulige match for alle parter.
Mit valg baserer sig på mange snakke med jer som købere, et grundigt spørgeskema, som I udfylder omkring hvem, I er, jeres hverdag, jeres ønsker for et liv med hund og meget mere. 
Derudover allierer jeg mig med både en DKK mentalbeskriver, flere opdrættere og hundetrænere. 
Deres objektive og saglige vurderinger er guld værd for mig, da jeg jo selv kan have svært ved at være helt objektiv i min store kærlighed til hver enkelte hvalp. 
Jeg lytter naturligvis altid til jeres ønsker og går langt for at imødekomme jer, men det vil ikke altid være den hvalp, man først har forelsket sig i, som er den rette for en i længden. 

 

OBS: Man kan vælge, hvilket køn man gerne vil have, men der tages ikke hensyn til ønsker om et bestemt udseende eller specifik farve. 

 

Farvepolitik

 

Jeg elsker at nørde farvegenetik, og jeg kan nærmest tale om det i timevis. 
Men - jeg laver ikke farveavl. 
Det vil sig, at jeg ikke vælger parringer og han efter farve, og jeg sælger ikke hvalpe efter farveønske. 
Jeg kan godt forstå, at man kan være forelsket i et bestemt udtryk eller farve, men det kan i mine øjne blive rigtig farligt at fokusere på farve frem for alle de mange andre ting, som er langt mere væsentlige.
Man kan ikke fokusere på det hele, og der er så mange faktorer, som der ikke må blive gået på kompromis med!  

Uge_6_–_Stella_Nova_1.JPG

Hvalpens afrejse
Hvalpene flytter hjemmefra, når de er ca. 9 -10 uger gamle, hvor hver hvalp rejser efter et individuelt skøn i samarbejde med jer som hvalpekøbere. Loven foreskriver min. 8 uger, men jeg vil gerne holde dem mindst en uge længere. Dels for at deres immunforsvar bliver reetableret efter deres 8 ugers vaccination – dels for at de får lidt mere hår på brystet og mental modenhed. Det gør en verden til forskel, når hvalpene først tager afsted, når de er klar til at drage videre i livet med en masse gåpåmod og nysgerrighed.

Apollo_øjne.JPG


Forventninger til hvalpekøber

Det er en stor opgave at få en hvalp. Det kræver både tid, overskud og en masse kærlig overbærenhed. Vi forventer at I har tænkt jer rigtig godt om inden – særligt hvis I samtidig har små børn.

  • I opdrager jeres hvalp efter nye og positive træningsmetoder. Jeg vil meget gerne hjælpe og guide jer, og I behøver bestemt ikke være færdiguddannet hundeprofessor for at købe hvalp her – men hvis I er fast overbevist om, at I vil opdrage efter gammeldags metoder baseret på straf og/eller forældede dominansteorier, så er jeg nok ikke den rette opdrætter for jer.

  • I er indstillet på at socialisere og miljøtræne den lille hvalp grundigt, så den bevarer og udvikler videre på det, den har lært her hos os. Vi gør alt for at ruste den kommende hvalp til at blive en psykisk robust, social, nysgerrig og harmonisk hvalp, men det er ikke en færdig pakke!
    I skal også selv gøre et betydeligt stykke arbejde for at lære hvalpen at kunne begå sig i vores verden på en god måde. Jeg hjælper jer meget gerne med råd og ideer til socialiseringen.

  • I er opmærksomme på at stimulere jeres hund, så den får et godt hundeliv. En Bichon Havanais trives IKKE med kun at komme ud i haven eller på korte, kedelige ture rundt i villakvarteret. Den skal have gode, spændende oplevelser ude i naturen eller sammen med andre dyr og mennesker.

  • Du har selv sat dig ind i det at holde hund, racen og dens behov og er således klar over, at en Bichon Havanais kræver mere pelspleje og soignering end de fleste andre hunde – uanset om ens hund er klippet eller i fuld pels.

  • Du er også klar over, at en Bichon Havanais er en selskabshund med stort S, som har brug for en grundig og seriøs alene hjemme træning for at kunne være alene. Du får herfra en skriftlig guide, og kan altid få sparring og rådgivning. 

  • Du viser åbenhed og vilje til god og konstruktiv dialog, hvis noget uventet skulle ske, eller tingene ikke helt går, som I havde ønsket. 

  • Vigtigt af alt – du vil elske din hvalp betingelsesløst, også når den er over den nuttede hvalpealder og er blevet en rolig og voksen hund.

Flere forventninger…

  • Du tegner sygeforsikring på din hund.

  • I videresælger eller afliver ikke jeres hund uden mit vidende (kontrakten gør, at jeg har forkøbsret ved salg samt mulighed for at købe hunden tilbage inden aflivning).

  • Jeres hund bruges ikke i avl, medmindre jeg er blevet informeret om det. Hvis I har et ønske om at avle, hjælper jeg dog gerne med at udvælge den bedst egnede hvalp, ligesom jeg også gerne hjælper med at få jeres hund avlsgodkendt.

Apollo_øjne.JPG


Interesseret i en hvalp?

Interesseliste

I kan ringe eller skrive til mig for at komme på vores interesseliste. Når I er på interesselisten, vil vi kontakte jer, når vi nogenlunde ved, hvornår vi venter hvalpe næste gang for at høre, om I stadig er interesserede og har lyst til at blive skrevet op.
Selvom det naturligvis er helt uforpligtende at stå på interesselisten, vil jeg værdsætte at I lige skriver, hvis I skifter mening eller køber en hvalp et andet sted.
I er altid velkomne til at ringe og skrive flere gange for mere information, og I er også velkomne på besøg, hvis I har lyst til at møde mig og vores hunde. 

 

Venteliste

Når hvalpene er blevet født, laver vi en decideret venteliste i en prioriteret rækkefølge. Vi henvender os til jer på interesselisten og hører til, om I stadig er interesserede i at "gå skridtet videre". 
I får tilsendt et grundigt spørgeskema, hvor I fortæller om jer selv og jeres familie, I bliver inviteret ind i en fælles Facebookgruppe kun for kuldets købere og nært relaterede, og vi aftaler det første besøg hos hvalpene. 
Det koster ikke noget at være på venteliste - MEN jeg vil virkelig bede jer om at overveje nøje, om I nu egentlig også både har tid, lyst og overskud, når først vi er nået til dette punkt - og også, om I har det ok med mine betingelser og min måde at gøre det på. 
Jeg er meget ordentlig og springer ingen over, og det vil jo sige, at jeg siger nej til selv rigtig gode, nye henvendelser og sender dem videre til andre opdrættere, hvis jeg har fuldt hold. 
Så det er jo rigtig ærgerligt at have misset en god køber, fordi det måske egentlig ikke var ment helt alvorligt det med at stå på venteliste. 

 

 

Reservationsaftale

Efter det første besøg hos hvalpene omkring deres 3 uger, kan vi forhåbentligt lave en konkret reservationsaftale, som garanterer jer en af hvalpene fra kuldet. Jeg sender jer dog altid hjem efter det første besøg for at tænke en nats tid, da ingen skal købe katten i sækken.
I ( og jeg) skal mærke efter, om det nu også er den rette kemi og et opdræt, I har lyst til at have hvalp fra.
Hvis vi bliver enige om en fælles skriftlig aftale, betales et reservationsbeløb (depositum) på 5000 kr. som trækkes fra den endelige pris.
Hvis reservationsaftalen brydes af køber forinden, vil man få det halve reservationsgebyr tilbage, når en anden har købt eller reserveret en hvalp – fratrukket eventuelle merudgifter for mig som sælger.


Al kontakt frem til den underskrevne reservationsaftale er uforpligtigende og gratis for begge parter. Det gælder både besøg, mails og telefonisk kontakt.

Den endelige købsaftale bliver først underskrevet, når I henter hvalpen her hos mig, hvor vi laver ejerskiftet med det samme. 


Fejl og mangler

​​

Skulle det mod forventning vise sig, at din reserverede hvalp har en eller flere synlige fejl eller mangler, er du naturligvis ikke forpligtet af aftalen, men kan vælge mellem enten fortsat at ville købe hvalpen med en reduktion i prisen – eller annullere aftalen og få det fulde reservationsbeløb tilbage.
I nogle tilfælde, hvor fejlen af min dyrlæge skønnes til enten at være uden gener, eller at fejlen retter sig, laver vi da et særligt købstillæg, så I er sikret, hvis der alligevel skulle dukke nogle problemer op i forbindelse med fejlen. 

 

Hvis det skulle ske, at din hvalp efter overdragelsen viser sig at have det, man kalder graverende skjulte fejl eller mangler af medfødt og arvelig art, så er du naturligvis omfattet af købeloven i forhold til enten tilbagelevering eller økonomisk kompensation. Købeloven gælder i op til 2 år efter overdragelsen af hvalpen. Det er afgørende for kompensation/tilbagelevering, at vores egne dyrlæger er med i vurderingen af hundens helbred og behandling. Ifølge købeloven kan dyrlægeudgifter maximalt kompenseres op til hundens købspris.

 

OBS: Persisterende (tilbageholdte) mælkehjørnetænder er ikke en skjult fejl, men forventeligt for racen. Der gives derfor ikke refusion herfor. Jeg anbefaler kraftigt, at man henvender sig til dyrlæge senest, når hvalpen er 6 måneder, hvis der er dobbelte hjørnetænder, fordi mælketænderne ikke er faldet ud. Ellers kan hvalpen udvikle fejlbid. Hvis hvalpen senere hen udvikler fejlbid pga. persisterende mælketænder, som ikke blev behandlet trods anbefaling fra opdrætter, gives ikke refusion.

Problemer senere hen

​​

Det ligger mig meget på sinde at vide, hvor mine hvalpe befinder sig, og at I har det godt sammen. Er opgaven alligevel større, end du/I havde regnet med – så tøv derfor ikke med at kontakte mig. Det er en svær beslutning, at måtte erkende, at det alligevel ikke var lykken, og det har vi fuld forståelse og absolut ingen fordømmelse over for.
Ofte kan det være bedst, at hvalpen kommer tilbage her til opdrættet inden et videresalg, men det vil vi sammen aftale, hvad der bedst for jer og for hvalpen. Det samme er gældende, hvis I senere hen bliver nødt til at skille jer af med jeres voksne hund. Som opdrætter har jeg dels forkøbsret til at købe mine tidligere hvalpe tilbage, men jeg kan også hjælpe med at finde et egnet nyt sted. 

bottom of page