Adfærdsrådgivnig

 

 

At have en hund med udfordringer kan for mange føles utroligt svært og skamfuldt. Man spekulerer på, hvad der er gået galt, og mange begynder at tvivle på egne evner som hundeejer. Det med at have hund er pludselig langt fra de drømme og forhåbninger, som var årsagen til, at man anskaffede sig hunden til at starte med. Og alligevel elsker de fleste deres hunde meget højt. Vores hunde har en evne til at krybe helt ind i hjertet på os, og derfor bliver vi også så berørte, når det ikke altid er så nemt.
 

Det er rigtig vigtigt for mig som adfærdsrådgiver at møde hver og en af jer åbent, imødekommende og uden fordømmelse af nogen art. Jeg ved, at hele følelsesregisteret kan være i spil, og her er det tilladt både at vise og være ked af det, skuffet, tvivlende og meget mere. Hvad end der er sket, så er det som regel sket i bedste mening og ofte helt uforskyldt. Det vigtigste er, at der kan gøres noget ved det. Sammen går vi på jagt efter det, som kan ændre jeres hverdag til det bedre – i jeres tempo og med forståelse og respekt for hvem, I og jeres hund er. 

 

Jeg ser hver hund som et unikt væsen med masser af muligheder. Nogle gange skal vi lede lidt ekstra for at finde nøglen til det, der rykker for jer, men i langt de fleste tilfælde kan det lykkes, og I kan genfinde glæden sammen og ikke mindst det gode samarbejde imellem jer.

Adfærdsrådgivning er ikke nogen one size fits all. Derfor er hver rådgivning et individuelt og personligt forløb, som vi sammen planlægger ud fra nogle realistiske mål. Der er desværre ingen hurtige smutveje og quick fixes. Det kræver både vilje og undertiden også hårdt arbejde, men det er samtidig en spændende proces, hvor man bliver klogere på sin hund og sig selv. Og bare rolig – jeg er med hele vejen.
 

Billede af Itay Kabalo


 

Hvordan vi gør


Et typisk forløb foregår på den måde, at vi har en god snak i telefonen, så jeg har en ide om, hvad det er, som bøvler for jer. Derefter kommer jeg på besøg i et par timer, hvor vi sammen kan snakke om jeres problemer og sætte nogle realistiske mål for jeres forløb. Dernæst laver vi en plan for jeres udvikling og I får præsenteret en række konkrete værktøjer, så I kan komme i gang med det samme. 


Efter besøget modtager I en skriftlig plan, som beskriver og uddyber det vi har snakket om. Jeg kommer dertil på endnu et opfølgende besøg af ca. 1 times varighed på et tidspunkt, vi sammen aftaler. Typisk efter en 4 – 6 uger. Dertil er der gratis telefonisk rådgivning.

 

Hvad det koster


Da jeg er under uddannelse, tilbyder jeg adfærdsbehandlinger til halv pris (1500 kr. plus kørsel) Alt, hvad jeg foretager mig som rådgiver, er med mine dygtige undervisere fra Hund og Træning i ryggen, så du/I får det bedste helt fra starten af.


Kontakt mig endelig for at høre mere på enten telefon og/eller mail.