top of page

Kuld A

Drægtighed og fødsel

 

Tidligt om morgenen den 14. august 2018 fødte Milu hele 7 skønne hvalpe (3 tæver og 4 hanhunde). Fødslen tog lidt over 2 timer, og Milu var simpelthen så dygtig – en rigtig god hundemor, der vidste præcis, hvad hun skulle gøre. Det hele gik problemfrit, og selvom hvalpene blev født lidt tidligere end forventet, så var de alle sunde og stærke.

Faren til hvalpene er den skønne Pilo fra Kennel Cloeers (se billedet). Han er blevet valgt fordi han har det mest fantastiske sind. Han er rolig og afbalanceret – men samtidig superglad, legesyg og social. Derudover er han virkelig smuk med den skønneste pels.

Milu og Pilo kunne lide hinanden fra første øjeblik og begyndte straks at lege med det samme. Både før, under og efter parringen var der nus og kys mellem hundene, og Milu var ikke til at hive hjem derfra.

Nu har det vellykkede møde resulteret i 7 vidunderlige hvalpe, og vi kunne ikke være mere lykkelige.

 

Hvert kuld hos Kennel Aymilu får et bestemt tema samt et fælles stambogsnavn. 

Denne gang har vi valgt, at de hver især skal hedde noget med astronomi/himmelrummet, og deres fællesnavn er derfor Astra, der betyder stjerne. For de ER jo bare syv små vidunderlige stjerner <3 

Navnene kommer til at stå på stambogen, men som hvalpekøber kan man jo kalde sin hvalp lige præcis det, man ønsker.

Du kan se en oversigt over hvalpene i skemaet nedenfor. Indtil vi har lært at kende forskel, har de fået halsbånd i forskellige farver rundt om halsen... eller det er faktisk hårelastikker :-)

 

Følg med her på siden og få opdateringer gennem hvalpenes opvækst i de næste 9 uger.

Du kan også se mere på facebooksiden for Kennel Aymilu.

 

(Alle hvalpene er reserverede)

DSC_0035.JPG
Hvalp Aurora.JPG
Aurora
Hvalp Sputnik.JPG
Sputnik
Stella Nova 1.JPG
Stella Nova
DSC_0078.JPG
Cosmo
Luna 1.JPG
Luna
Apollo 1.JPG
Apollo
Sirius 1.JPG
Sirius
Skærmbillede 2018-08-29 kl. 21.06.06.png

Uge 1 (tirsdag 21. august)

 

 Der er nu gået en uge, siden Milu fødte sine 7 skønne hvalpe. 

I starten er det vigtigt, at Milu og hvalpene ikke bliver udsat for unødvendig stress, så både hun og hvalpene vænner sig til det nye liv. De første 2-3 uger bor den lille familie derfor inde på vores kontor, hvor der er lidt mere stille og roligt.

Det er dog ikke ensbetydende med, at de bare bliver overladt til sig selv. Vi skiftes til både at sidde og sove herinde og følger nøje med i alt, hvad de laver. Vi vejer dem 2 gange dagligt for at sikre, at de alle tager på i vægt, håndterer dem og kæler lidt med dem hver især, så de helt fra start bliver vant til at omgås mennesker.

Her i familien synes vi, at de er helt vidunderlige, så det er en balance mellem ro og nødvendig håndtering... man kan jo godt have svært ved at holde fingrene fra dem.  

Alle hvalpene tager på i vægt og bliver større og større for hver dag (du kan følge med i deres udvikling i diagrammet overfor). 

Det er dog ikke alle, som tager lige meget på, og lille Aurora, som også var den mindste hvalp ved fødslen, har haft lidt udfordringer med vægten. Dyrlægen er dog ikke bekymret, for på trods af størrelsen har lille Aurora masser af energi og mod på livet. Dyrlægen kalder hende den lille pige med det høje stofskifte, for hun går ivrigt til mælkebaren og kæmper godt for sin mælk. 

Vi er dog forsat lidt særligt opmærksomme på hendes udvikling, og vi giver hende lidt ekstra energitilskud i form af en pasta, der hedder Puppyboost.

Et par gange om dagen får hun et såkaldt "special treatment", hvor hun får en ekstratår mellem fællesmåltiderne. Hun får lov til at tage en søskende eller to med, da hvalpe er sociale spisere. Så storhygger de med det <3 

Når de alle 7 er i gang, går det hurtigt. Først kæmper de om de bedste mælkehaner, og når de har tømt dem... ja så går jagten på de næste. 

Engang imellem blander vi os lidt og hjælper bl.a. Aurora med et lille forspring og med at få ordentligt fat, så hun ikke bliver skubbet væk af sine lidt større søskende – for med 7 hvalpe i alt er der hård konkurrence! 

Størrelsen på kuldet var lidt svært i starten for Milu, for så mange hvalpe kræver en rigtig stor mælkeproduktion. Milu producerede sådan set godt med mælk, men den store produktion gav lidt problemer med kalkbalancen.  Det er ikke unormalt for de små racer og førstegangsfødende tæver med store kuld er især udsatte.

 Hun får derfor regelmæssigt kalktabletter, som skal genoprette hendes kalkniveau, så hun ikke går i et kalkchok, der i værste tilfælde kan være livstruende.

Selvom det er hårdt for en lille hund som Milu at producere mælk til hele 7 hvalpe, så klarer hun det hele rigtig fint, og hun er stadig en helt fantastisk hundemor. Hun er meget kærlig og passer sine hvalpe præcis, som hun skal.

I starten kunne vi slet ikke få hende til at forlade hvalpekassen og måtte bære hende ud i haven, så hun kunne få gjort, hvad der skulle gøres. Efter et par dage er hun dog nu begyndt at forlade hvalpene frivilligt i korte perioder, men ved det mindste lille piv er hun straks tilbage for at tjekke, om alt er okay. 

De sidste par dage har været lidt for udfordrende, da alle 9 hunde af uforklarlige årsager fik en maveinfektion. For små nyfødte hvalpe kan dette være farligt, men vi fik heldigvis opdaget det tidligt, så de kom hurtigt i behandling hos dyrelægen.

De er stadig ikke blevet helt raske, men de er i bedring – og vi er lykkelige over, at vi fik det stoppet, før det nåede at udvikle sig til noget alvorligt.

Selvom den første uge har været præget af diverse udfordringer har det stadig været en helt fantastisk oplevelse. Alt har været rigtig spændende.

Vi nyder så meget at følge hvalpenes udvikling og efter en uge kan vi allerede se, hvordan de hver især begynder at have deres helt egne personlighedstræk. Nu håber vi blot, at de snart bliver helt raske. Og så glæder vi os, til de begynder at åbne deres små øjne.

Tryk på galleriet nedeunder for at se billeder fra uge 1.

Uge 2 (tirsdag 28. august)

 

Hvalpene er nu hele 2 uger gamle – og hold nu op, hvor er der sket meget siden sidst.

Syvlingerne fejrede deres fødselsdag med alle at have åbnet deres øjne.

Cosmo lagde ud som den første med en halvt øje søndag d. 26. og åbnede det næste dagen efter, Apollo fulgte ham lige i hælene, og tirsdag morgen havde alle Luna og alle drengene de sødeste, små øjne, der sagde godmorgen til os.

 Stella Nova og Aurora ville nu også være med, og om aftenen havde de også begyndt at åbne deres øjne.

De har nu alle mere end fordoblet deres vægt, fået klippet negle (7 x 18 negle!!!), de er kommet ud af kontorets hule og har skiftet boplads til stuen, de prøver at komme op på benene at stå... og de er blevet MEGET mobile.

Milu kan godt lide at ligge på en kølemåtte lige uden for hvalpekassen og hvile hovedet på kanten, mens hun omsorgsfuldt holder øje med de små. Hendes mave og bryst er meget varm på grund af den store mælkeproduktion, så hun får det hurtigt for varmt i selve kassen.

Pludselig en dag ser vi en hvalp komme kravlende over den høje kant... plump... og så ellers hen til mor og få en lille ekstratår. Lige efter kom endnu en, og så igen, og igen... og så var hvalpekuldet ellers brudt ud :-)

Det betød lige endnu en omrokering og et sikkerhedstjek af omgivelserne.

 

Deres sarte maver, der desværre fik en virus, er i stadig bedring. Vægten har stabiliseret sig, og de har alle de tykkeste, lækreste maver. Vi fortsætter dog med at give dem Floryboost (stabiliserende mælkesyrebakterier) endnu, så de forhåbentligt ender op med nogle gode, robuste maver.

 

Udtryksmæssigt sker der også rigtig meget nu. Hver time er et nyt studie, for udviklingen går bare så hurtig – og selvom de jo dybest set stadig mest sover eller spiser, så er de blevet mere som små hunde nu, og virker slet ikke så sårbare længere.

De er begyndt at bjæffe, knurre og sige små sjove lyde i søvne og kravler rundt på hinanden, mens de er begyndt at småkysse og sutte på hinandens ører.

De er også helt klart trygge ved og vante til vores menneskehænder og vores lugte. De søger meget op mod vores ansigter og sutter eller slikker gerne på en kind, øreflip eller næsetip. Ellers lægger sig på ryggen og bliver aet blidt på maven.

Milu er stadig mor med stort M, men helt som hun skal, giver hun også mere og mere slip på sin kontrol. Kortvarigt kan hun godt finde på at hoppe op i sofaen og få en lille puttetur med en af os, men det varer nu ikke så længe, før hun hopper ned for lige at tjekke, at alle har det godt.

Ludvig har fået lov til at komme ind i hvalpegården og har også snuset lidt til dem. Det er ok for Milu, hvis vi også sidder derinde. Hun har åbenbart så meget tillid til os, at hun stoler på, at vi hjælper, så der ikke sker noget.

Nu er Ludvig nok også jordens blideste hanhund, men man kan alligevel ikke være for forsigtig. Kommer Ludvig dog løbende ind fra haven, så er mor M der hurtigere end lynet og afskærmer ham bestemt vejen til hvalpegården, for man skal nærme sig hvalpene på forsigtig vis.

Det hele foregår uden en lyd, men både Milu og Ludvig har så fine signaler, at det ikke er nødvendigt med mere. Ludvig udviser både klogskab og respekt og er absolut værdig til den store tillid, Milu allerede viser ham.

I den kommende uge åbner vi en smule op for besøg for folk, som Milu kender godt. Det gør vi for langsomt at tilvænne hende til, at det er helt okay med fremmede mennesker, der nusser med hendes hvalpe. Det er vigtigt, at det sker i hendes tempo, så vi tager det skridt for skridt og gør ikke noget, der er grænseoverskridende.

Derfor starter vi med kendte mennesker, som alle er blevet instrueret i, at man først drikker kaffe og snakker UDENFOR hvalpegården – og så måske og kun måske laaaangsomt komme ind i den og hilse. Vi er jo så imponerede over vores lille, hvide turbopiges moderinstinkter og vil gerne vise vores anerkendelse og respekt for hendes trang til at beskytte sine små.

I næste uge igen kommer de spændte hvalpekøbere , og vi glæder os så meget til at vise dem deres kommende familiemedlemmer <3 – men mere om det senere.

Uge 3 (tirsdag 4. september)

 

Tillykke verdens sødeste basser <3

Endnu en dejlig uge er passeret - og endnu engang må vi sige til os selv… hvilken fantastisk uge :-)

Hvalpene vokser og vokser og fra at ligne små, søde marsvin… så ligner de nu små rigtige hunde.

I takt med med deres åbne er øjnet, er de blevet meget sociale og nysgerrige. De stavrer hen til os på deres små vakkelvorne ben, kravler op til vores ansigter og slikker og kysser os i et væk.

Indbyrdes har de jo altid puttet med hinanden – men nu leger de også så småt med hinanden. De bider lidt i hinandens ører, snuder og haler, prøver at lave lidt legebuk og siger små bjæf og legeknurren. Ingen tvivl om, at de hver især er meget glade for deres søskende <3

 

Her sidst på ugen er hørelsen også kommet til. Selma klappede i mandags spontant i hænderne, og pludselig kiggede alle hvalpene op. Så nu starter lyd socialiseringen allerede, for det er nu, deres frygtcenter ikke rigtigt er udviklet. Det udnytter vi til at ruste hvalpene til, at larm ikke er farligt, men blot en naturlig del af livet.

Nu er vi en pænt højtsnakkende og larmende familie i forvejen, så der sker en helt automatisk tilvænning, men senere på ugen vil vi lave meget bevidst larm, tabe grydelåg og tunge bøger samt begynde på lyd cd med bl.a. fyrværkerilyde.

Vi er begyndt at børste dem let og tænde lidt for føntørreren hver dag – både fordi, det er en god neurologisk stimulation, og så fordi, det jo er en del af en havanesers liv at blive ordnet, vasket og fønnet. Derfor piller vi også allerede lidt i øjne og ører og nusser trædepuder og negle.

Apropos negle, så må Milu have et effektivt væksthormon i den mælk, for hold da op, de negle vokser. 9 hunde og negleklipning 1 – 2 gange om ugen... det kræver, at man enten har gode læsebriller eller børn med gode øjne :-)

 

Søndag var vi til kiropraktor. Det betød både køretur og besøg et fremmed sted. Hun tjekkede både Milu og hvalpene igennem, da både det at føde og blive født er noget af en fysisk bedrift.

Milu elsker Vibeke (kiropraktoren), og som altid tog hun sig en dejlig lur undervejs i behandlingen. Derefter var det hvalpenes tur. Det er jo hårdt for en lille hvalp at blive født og presset gennem den lange, snævre fødselskanal, så lidt fødselsskavanker vil der altid være.   

Når de er så små, så kan det som regel hurtigt rettes – men det er vigtigt, at det ikke får lov til at sætte sig, for så begynder hunden at lave kompenserende bevægelser, der kan give yderligere skævheder og spændinger i kroppen.

Alle hvalpe tog det hele som en oplevelse. Så længe mor og mælkebaren ad libitum er inden for rækkevidde, så er de glade.

 

Hvalpekøberne er også begyndt at komme på besøg – og det er så dejligt at kunne vise dem deres kommende familiemedlem. Der er en helt særlig stemning ved dette første besøg, og jeg er bare så glad for, at skønlingerne har fundet så dejlige familier.

Uge 4 (tirsdag 11. september)

 

Hurraaaaa, så har syvlingerne fødselsdag :-)

 

Vi ville gerne have fejret fødselsdagen med en tur i haven. Øj, hvor havde vi faktisk glædet os til det, så kameraet var finpudset og de faldende æbler hegnet ind.

Da den længe ventede dag så endelig kom, så øsregnede det, så det blev i stedet indendørs hygge, varm kakao, fotoshoot og opdagelsetur i stue og køkken - og så tog vi den skønne havetur dagen efter, da der atter var sol og varme temperaturer. 

 

Sædvanen tro fejrede hvalpene selv deres store dag med en god gang mælk hos mor Milu, men inden da fik de også en solid gang morgenmad – en stor portion udblødt tørfoder med gedemælk og lidt Starter Mousse (vådfoder til små hvalpe).

De er vilde med fast føde og er nu oppe på 2-3 gange om dagen. Alle 7 spiser godt – og hvad der kommer ind, kommer naturligvis også ud igen… De dage, hvor Milu sørgede for det hele, er talte, og selv om hun stadig er kandidat til at vinde prisen som verdens bedste frøken Proper, så kan selv ikke hun følge med mere. Så vaskeriet kører non stop, og toiletrullen er sjældent langt væk.

Når det er sagt, så må vi dog rose hvalpene for deres intentioner om at prøve at nå tissebakkerne. Rigtig ofte når de det, men naturligvis er der også en del uheld rundt omkring.

 

Adfærdsmæssigt udvikler de sig alle med stormskridt. De er nysgerrige, sociale og begynder også at blive frække. Det nappes lidt i bukseben, der bjæffes, når der ønskes kontakt – og en fod, et par briller eller et skægget ansigt kan godt blive udsat for angreb. I starten her lader vi dem gøre det, for vi vil gerne opmuntre dem til at være socialt nysgerrige og opsøgende med en masse gåpåmod.

I løbet af denne uge, når den sociale relation er helt fundamental og på plads, vil vi dog langsomt introducere dem for, at man ikke bliver kælet med eller taget op ved gøen, knurren eller biden. Så snart, man IKKE gør det, så er der til gengæld ros, nus og belønninger i lange baner. Da forebyggelse altid er at foretrække, så belønner vi helst den rigtige adfærd FØR den uønskede begynder. På den måde undgår vi overhovedet, at en naturlig, men alligevel uønsket adfærd får fodfæste.

At arbejde med hunden på denne måde er faktisk at gå lidt imod deres genetik. De hverken hopper op, bider eller bjæffer for at være frække i ordets egentlige forstand. De gør det, fordi de er hunde, og det er sådan hunde viser deres hengivenhed og kærlighed. Så det, vi prøver at gøre, det er at lære dem at gøre noget andet i stedet, der er lige så godt – men med respekt for deres natur. At skælde dem ud eller bare være afvisende ville være katastrofalt for dem, for hvordan skulle de ellers vise deres vilje og evne til at danne sociale relationer.

 

I forhold til hinanden har de for alvor fået øjnene op for, at nu kan man andet end putte med søskende. De leger og slås, og de øver sig gevaldigt på deres hundesprog. Det kan lyde voldsomt, men er en hel naturlig del af deres udvikling. Det er faktisk det første skridt til, at de udvikler en ikke-voldelig kommunikation, som er ekstremt vigtig for hunde at lære. De signaler, de udvikler her, er de signaler, de senere i livet skal bruge for at undgå konflikter og deciderede slåskampe. Hundesproget ligger i deres genetiske DNA, men det skal bruges for at blive udviklet, og det skal hele livet igennem vedligeholdes, så de bliver det, man kalder sprogsikre hunde.

 

Vi er begyndt at tage hver enkelt hvalp op og have på bordet alene et par få minutter. Der kæles, ordnes øjne (lige nu får de tænder, og pelsen vokser ind i øjnene, så de har lidt løbeøjne alle sammen), børstes lidt, kysses og belønnes med lidt Startermousse, så de laver den association, at det at komme op alene er supergodt. Det er både vigtigt, fordi en Bichon Havanais er en pelshund, og fordi de gerne skal synes, at det at blive nusset og børstet er en god ting. Det er nu også en vigtig del af en spæd adskillelsesproces for den enkelte hvalp i forhold til flokken. På nær en enkelt hvalp, så skal de jo alle ud og være enehund, og den læring tager vi så småt start på nu. Vi håber og satser på, at den læring også senere på sigt kan overføres til at kunne være alene hjemme.

 

I forhold til pelspleje, så intensiverer vi også føntørringen nu. Erfaringsmæssigt er hvalpe ikke vilde med at blive føntørret. Det kan, trods varmen, godt køle lidt og føles klart underligt med den blæst. Vi fællesfønner dem flere gange om dagen nu og ofte, når de spiser, så de etablerer en positiv oplevelse af det, men vi vil sidst i denne uge også prøve at fønne dem hver især med en helt almindelig hårtørrer. Mens de bliver belønnet med dejlige godbidder.

En anden vigtig del af deres socialisering er bilkørsel. Det går rigtig godt og vi tager dem med, når vi skal i Netto eller andre steder i nærheden. Søde mor Milu kommer også med, da hun ville gå bananas, hvis vi tog hendes hvalpe fra hende. Milu synes, det er meget mærkeligt: "Skal vi ikke noget?" men det er faktisk også god træning for hende, for hun kan godt have tendens til lidt forventnings-stress i bilen, fordi hun forbinder det at køre bil med, at vi skal ud og lave noget sjovt. Så nej, Milu vi skal bare sidde her og hygge med en af dine mennesker, mens mor eller far køber ind. Hvalpene falder som regel i søvn i bilen. Ingen opkast eller hyl endnu, så vi krydser fingre for, at det fortsætter.
 

Hvalpekøberne har været på besøg mindst en gang, og der er stor kærlighed fra begge sider. Det er skønt at følge deres glæde og forventning, og jeg føler mig meget heldig og privilegeret over at være valgt til at følge deres nye familiemedlem på vej <3

Hvalpene er ikke fordelt endnu, og det er jo en af principperne i denne kennel, at hvalpene først fordeles senere, når deres temperamenter rigtigt begynder at folde sig mere ud.

Det betyder ikke, at køberne ikke har fået deres favoritter, som de lige nu har et lidt særligt bånd med. Naturligvis har de det, for det er jo meget menneskeligt og gældende for os alle, at vi søger en særlig, man især bonder med.

Grundlaget for bonding er bare stadig meget spinkelt. Øjet spiller os altid et puds, om vi vil det eller ej, og det følger som regel dét, der skiller sig ud – farve, størrelse, aktivitetsniveau mm. Det er ofte de hvalpe, der ser lidt anderledes ud, som man i første omgang lægger mærke til og det er ofte også dem, køberne umiddelbart relaterer sig til.

Det er bare ikke nødvendigvis altid den hvalp, der i sidste ende vil passe bedst til ens familie.

Derudover er temperamentet og relationen lige nu meget tilfældig. Den ene, meget aktive hvalp kan ligge og sove hele dagen ved et andet besøg. Så selvom man måske synes, at "lige vi to" har en relation, og lige dét temperament passer til os – så kan det blot en time efter være et helt anderledes billede, der viser sig.

Det er en helt naturlig proces, som ikke er helt nem, og jeg har fuld forståelse for de kommende hvalpeejeres trang til at finde ud af, hvem der kunne være deres nye "baby".

Der er fordele og ulemper ved alt, og ulempen ved denne fordelingsmetode er klart, at det jo næsten udfordrer tålmodigheden til det ulidelige.

Når først hvalpene er fordelt, er jeg dog ikke i tvivl om, at der vil opstå en relation mellem hvalp og ejer... også selv om det ikke lige var den, man først var blevet forelsket i, og jeg oplever en stor tillid fra købernes side i forhold til, at vi evner at fordele efter, hvad der passer godt til den enkelte familie ud fra det temperament, vi ser i hverdagen.

Uge 5 (tirsdag 18. september)

 

Tillykke sødeste, skønneste, dejligste syvlinger <3

Der er nu gået over halvdelen af tiden, inden I skal hjem til jeres nye familier - og med den fart, I udvikler jer i... så vil I være SÅ klar, den dag, vi når dertil.

Der er fart over feltet og smæk på skillingen dagen lang i huset i Køge. Alt skal undersøges, smages og klatres på. Vi udnytter deres nysgerrighed og laver forskellige underlag og små forhindringer på vejen, som de skal overkomme. Man kan bruge Ikeaposer, bogstabler og gamle kaninhegn til mangt og meget, og hvalpene tager det hele med krum hals. Bliver lidt (men ikke for meget) frustrerede, men er til gengæld så stolte, når det lykkes dem at forcere det, der stod i vejen.

 

Der skal også tisses mange steder, og ofte også lidt mere end bare tis, men sådan er det jo heldigvis. Når der kommer noget ind, så skal det jo også ud. Og når man som os har valgt, at hvalpene skal have lov til at komme rundt i huset det meste af deres vågne tid... tja, så må man lægge de fine fornemmelser væk og tænke på det gode formål :-D Og tørre op!

 

Denne uge har nu ikke kun budt på undersøgelse af begge stuer og køkken. Den har i den grad budt på have. Hvalpene ELSKER havelivet. De kaster sig rundt i græsset, spiser også lidt af det og kaster det op igen, løber om kap, leger og slås, lister undrende rundt på de små sten og prøver forsigtigt, om måske de kunne gå på rampen ligesom Milu og Ludvig. De soler sig på tæpperne med alle fire ben lige op i vejret, nyder friluftsmaden samt spiser og drikker lystigt fra både mor Milu, og når der bliver serveret hvalpemad i hvalpeskåle.

Og hurraaaaa, så er de supergode til at gå på toilettet udenfor, og det er altså noget nemmere, når de tisser på græsset. Så tak for det gode vejr, og please – lad det endelig fortsætte min. 1 måned endnu <3

 

De er fortsat alle 7 meget glade og sociale, og de følger hinanden ret godt i både den fysiske og psykiske udvikling. Jeg har længere nede prøvet at beskrive dem lidt hver især – men det ER kun på et meget spinkelt grundlag og skal ikke tages for bogstaveligt.

 

Hvad de derimod viser os tydeligt det er, at de nu er ved at være små rigtige hunde med vilje, personlighed, lyst, ulyst, glæde, frygt, ubehag og stor tilfredshed. Frygtcenteret begynder sin udvikling nu og har en lille top her omkring 5-6 ugers alderen, inden den falder lidt igen (for så at stige betydeligt omkring knap 8 uger)

Det er en helt naturlig og nødvendig udvikling for alle hunde, som kræver, at man begynder at tænke sig endnu mere om i håndteringen af hundene.

 

At tage hvalpen op er et rigtig godt eksempel. Hvor man før lige med et snuptag kunne løfte en næsten dvalesovende hvalp forfra, bagfra, fra siden etc. uden, den rigtigt registrerede af det – så er det nu et lille, selvstændigt væsen, man skal fortælle, hvad man har i sinde at gøre. Hundes nervesystem er stort set identiske med vores ( altså os mennesker) , og man kan  jo forestille sig, hvordan det ville føles, hvis nogle store kæmper i tide og utide og uden forvarsel løftede os op og/eller flyttede os rundt. Ingen tvivl om, at det bryder hvalpene sig heller ikke om. SKAL man løfte hvalpen, så gør vi det ved at give den et forvarsel:

Sover den, så stryger vi den over ryggen, så den registrerer og opfatter, at nu vil der ske noget, og så løfter vi den med BEGGE hænder. En under hoved/forben, og en under numsen. ALTID!

 

Er den vågen, så prøver vi at bære den så lidt som muligt, men kalder hellere på den og viser den det sjove, f.eks. at komme til os. Selv at bevæge sig og finde ud af, at det kan man faktisk godt – det styrker selvtilliden og robustheden og er uhyre vigtigt i deres udvikling.

Mange små hunde lider af "små hunde-syndromet" hvor man i bedste mening har frataget dem initiativet og troen på dem selv. Ikke fordi, det har været en bevidst hensigt, men ofte blot fordi, at sådan en lækker, lille pelset sag bare næsten kalder på, at man tager den op for at nusse, kæle og placere den lige der, hvor vi synes, den skal være.

Det kan være en fordel at forestille os, hvad vi ville gøre, hvis det var en stor, smuk Grand Danois og ikke en lille, pelset hårtot... så måtte vi nemlig bruge vores stemmer og fantasi for at få hvalpen hen til os eller der, hvor vi nu ønsker den.

 

Men må vi så slet ikke sidde med en hvalp i armene og nusse den? Jo, selvfølgelig må man det, og vores hvalpe elsker også at putte med mennesker – men det er godt at have en opmærksomhed på dels, at hvalpen primært kommer hen på eget initiativ, dels at vi også her kommer med et forvarsel, når vi bærer den.

Vi tager derfor aldrig en hvalp op bagfra (hverken i vågen eller sovende tilstand), for så aner den det ikke, og det er møgubehageligt og meget grænseoverskridende for den pludselig at svæve frit i luften.

Vi gør i stedet, som vi ville gøre med et menneske, vi ville løfte:  Vi får kontakt, rækker hånden roligt frem og lader lige hvalpen registrere det – og så prøver vi her i huset at sige en kommando, inden vi løfter. Her hedder det "bæres".

Husker vi det altid? NEJ... det gør vi altså ikke, men vi bestræber os meget på det, for det er meget vigtigt i forhold til at opfostre glade, sikre hunde, som ikke render rundt og er lidt frygtsomme og/eller usikre på, hvad der nu skal ske.  

 

Hvad så, når den tisser et sted, den ikke må tisse? (og tro mig, det gør den/de ofte).

Det er IKKE det at flytte hvalpen, idet den tisser, der gør en hvalp renlig. Det er forebyggelsen af, hvor den tisser, der gør den renlig. Det vil sige, at det er lige splitsekundet INDEN tissetåren, som vi skal være opmærksomme på. Det er her, vi kalder på hvalpen og anviser dens tissested. Det andet lærer den ikke noget af. Hjernen har sagt tis, og den forstår ikke flytningen. Så det eneste at gøre, det er at tørre op og minde sig selv om at være hurtigere næste gang.

I gamle dage skældte man hvalpen hårdt ud og tværede måske oven i købet hundens næse rundt i det våde. Det lærte hvalpen en eneste ting... at det at forrette sin nødtørft er forbundet med ubehag og konflikt, hvorefter den i stedet søgte at gøre det i skjul. Så også her gælder det mest af alt forebyggelse.

Endnu er hvalpene ikke modne i deres hjerne til at forstå renlighedsprincippet rigtigt, men deres instinkt påbyder dem at gå lidt væk fra deres opholdssted, og det prøver vi at fange for at skabe nogle gode vaner. Men det er en proces, som vil tage tid – og den vil ikke være færdig endnu, når hvalpen skifter hjem.

 

Hvordan er syvlingerne så… Som skrevet, er dette kun et lille forsigtigt øjebliksbillede. De ændrer sig dag for dag, så vi skal passe på med ikke for hurtigt at sætte labels på dem. Men vi forsøger os lidt her alligevel. I næste uge skriver vi måske noget helt andet :-D

Aurora: Lillepigen med det yndige udtryk og det vågne, livlige blik.  Engang imellem vil hun lige vise os alle, at hun da ikke er bange for noget – men hun er også samtidig en følsom pige, som har brug for lidt tid og plads. Hun kan være lidt forsigtig i starten, men så snart, hun har regnet det nye ud... så kaster hun sig ud i det med en stor livslyst og masser af gåpåmod. Hun er en lille, sjov og spirrevip og klart den hurtigste til at løbe af alle hvalpene.

Opmærksomhed: At hun ikke må forceres, men skal have lov til selv at gå hen til det nye, om det er omgivelser eller mennesker. Hun skal have lov til at tage tingene i eget tempo, men så indtager hun også verden med nysgerrighed og godt humør. Og mange kys <3

 

Sputnik: Vores lille eventyrlystne dreng, som startede ud som den næstmindste i kuldet. Men både fysisk og psykisk har han fuld fart på. Han er altid nysgerrig og er lige der, hvor der sker noget. Hans humør er utroligt smittende, og han gør alle, både hvalpe og mennesker, i godt humør. Trods hans store lyst til at undersøge alt i denne verden, så er han også meget social og elsker at hilse på overstrømmende vis. Han er meget glad for at sove i bur og egentlig ret god til selv at trække sig tilbage, når han kan mærke, at nu har han oplevet en masse.

Opmærksomhed: At han støttes i at falde til ro, når han i den grad har fået en på opleveren. Buret er hans helle, og det skal det fortsat være, så han også får tid og ro til at kapere de mange stimuli.

 

Stella Nova: Vores fjollede, skøre bøllepige med det bløde blik. Hun ser så sød og artig ud, men skindet bedrager… hun er en lille bandit. Men den sødeste af slagsen <3  Hun har masser af godt humør og er meget aktiv og orienteret mod sin omverden. Begrænsninger er uretfærdige, og hun vil ud, ud, ud – og det kan kun gå for langsomt. Hun er ikke bleg for en slåskamp, og hun tager gerne en ordentlig brydekamp med sine søskende. Og hun bliver ret sur, hvis ikke hun vinder den. Samtidig er hun en lille kælepotte, som elsker at nusse, når hun er ved at falde til ro.

Opmærksomhed: Novapigen er faktisk meget mere følsom, end hun lige virker til, og hun er ret sansepåvirkelig. Hun tager alt ind – så hun skal lære at finde sin stopklods, så hun bevarer sit gode humør og ikke får for mange stimuli, som hun ikke kan kapere.

 

Cosmo: Bamsebjørnen, den store han i "fløde-trioen" ( den flødegyldne midte Luna, Cosmo, Apollo). Han er rolig, kælen og meget hvilende i sig selv. Han kan dog godt være en bulderbasse, og når han vil noget, så gør han det... og han lader sig ikke lige stoppe. Han kan være den gode storebror, der lader lille Aurora vælte sig omkuld, men han kan også give en fræk Nova kamp til stregen, når han synes, hun er for fræk.

Opmærksomhed: At han udfordres til at forlade sin comfortzone, så han kommer ud og får de stimuli, han skal have for at udvikle sig.

 

Luna: Legesyge Luna. Altid i godt humør! Hun er en sund og stærk hvalp, der indtager verden med god appetit. Elsker at putte, nusse, lege og ikke mindst at spise. Hun er ikke den første, ej heller den sidste... som sine "fløde-brødre" tager hun livet lidt som en leg og tumler tilfreds og ubekymret ud i det. Hun elsker Ludvig... mere, end Ludvig elsker hende, men det lader hun sig ikke gå på af.

Opmærksomhed: Livet skal ikke kun indtage... det må også gerne udfordres. Alenetid, hvor hun med passende udfordringer får stimuleret sine evner til at tage eget initiativ.  

 

Apollo: Den charmerende, pjuskede hoppebold med de små, korte ben. Han elsker at være i det sociale centrum og hopper næsten lalleglad ud i alt med både hvalpe og mennesker.

Han har masser af drivkraft og gåpåmod, også selvom han er mindre end de andre. Og så er han bare SÅ glad. En slåskamp kan han dog godt tage, og han er ikke den, der giver op. Han har meget lyd på.

Opmærksomhed: Ikke at belønne ham, når han “snakker” for at få opmærksomhed. At støtte ham i diverse udfordringer, for han vil rigtig gerne.

 

Sirius: Smukke, smukke lillebror Sirius... den lyseste i kuldet.

Sirius er helt klart mors dreng... vores mad er da ikke dårlig, men intet slår hverken mors mælk eller hendes bløde, hvide pels at lege og putte i.

Han er en meget sød, social og kælen hvalp, der nemt tilpasser sig de fleste situationer. Han kan ved første øjekast virke lidt stille, men han tager sig blot den ro, der er brug for og behøver ikke at kaste sig ud i alt muligt for at bevise noget.

Når han har lyst, så går han modigt og nysgerrigt ud i verden, men han elsker også at lege med sine søskende og at blive kløet på maven.

Opmærksomhed: Sirius er god til at sætte egne grænser og tage tingene i sit eget tempo, hvilket medfører at han sjældent får for mange stimuli og bliver stresset. Denne evne skal vi fortsat respektere. Vi skal også sørge for, at han får en passende mængde oplevelser og ikke bliver overrumplet af sine søskende.

Uge 6 (tirsdag 27. september)

 

Et STORT forsinket tilyyyyyyyykke til de fantastiske 7 <3

Dette blev ugen, der ikke bare gik – men fløj afsted, og vi halsede bagefter og prøvede at følge med. Forgæves... for der var lidt for mange jern i ilden, lidt for få timer i døgnet og 7 meget livlige, glade, aktive og helt utroligt skønne hvalpe.

Jeg er nu gået på ferie, og det er en stor hjælp. Og så er det bare vidunderligt at kunne få lov til at være sammen med så små, livsbekræftende størrelser døgnet rundt :-)

Det er bestemt ikke for meget at være 2 personer i døgndrift, for nu går socialiseringen rigtig i gang. Det har den jo været hele tiden på forskellige niveauer – men nu skruer vi meget op for den individuelle socialisering, fordi hvalpene skal lære at stå på egne ben uden mor og søskende. Typisk starter vi med nye ting sammen, og så derefter alene. Det går rigtig godt. Alle 7 er nysgerrige og har meget ro og mod i forhold til deres verden udenom. Nogle stormer frem, andre går mere sindigt til værks... men alle er trygge og harmoniske.

De kan godt blive bange, hvad jo er helt naturligt og en del af en medfødt overlevelsesevne – men deres såkaldte "bounce back", som betyder deres evne til at vende tilbage til ikke-frygt-tilstand er rigtig, rigtig god.

Denne uge har budt på flere nye udfordringer samt gamle, hvor der er skruet op for intensiteten:

Møde med fremmed hund: Onkel Ziggy var på besøg, og hvalpene elskede ham. Ziggy er min søster og svogers skønne havadreng, og han var eminent med hvalpene. Hilste blidt, ignorerede dem lidt (hvad er enormt tryghedsskabende for en lille hvalp) og viste dem, hvordan en unghund kan løfte benet meget højt, når han tisser.

Hoppe lidt i vand: Vi sætter små fade og bakker frem med vand og godbidder i og lader dem gå lidt i det. De er nysgerrige og prøver sig frem, men er ikke vilde med de våde fødder. Så det arbejder vi videre på. Havahunde skal jo vænne sig til vand, for hyppige bade er en del af livet.

Være alene med mor: Alle hunde har nu alene tid med mor Milu på forskellige måder. I haven eller i et af husets rum. Hun leger så uendelig blidt med dem, men lærer dem samtidig uhyre meget om hundesprog. Og så er hun i gang med at vise dem, at store hunde løber stærkt. Det kan godt være lidt skræmmende, at bløde, søde mor også er en ballademager, der elsker at løbe.

Aktivitetsrum: Hvalpene har nu fået deres helt eget aktivitetsrum, som de elsker. Vi ændrer lidt på det hver dag, men fokus er på forskellige underlag og mange klatreting. Støvsugeren er et hit at klatre på. Når den er slukket, vel at mærke. Tændt er de lidt mere ærbødige og holder sig på afstand. bange er de dog ikke... men de kender den jo også.

Ikeaposer og bobleplast er også en af favoritterne, for det knitrer så skønt.

Jeg elsker at finde på nye udfordringer for dem, og lykken er hver morgen at lave rummet om. I dag har jeg i skrivende stund fundet flamingokasse, balancebræt og wiibræt frem og lavet små forhindringer med dem.

Rampe ud til haven: Kristian har bygget en sindrig rampe med sider, så hvalpene nemt kan komme op og ned i haven. Det er god træning for deres muskulatur – men som alt her i livet skal det ikke overdrives af hensyn til leddene… så rampeklatring (ny, meget populær hvalpesport) er ikke ad libitum. Men når alle hvalpe er trængende på een gang efter en lang lur, så er det skøøønt at kunne få dem ud hurtigt. Og de elsker det.

Fokus på renlighed: Vi går ofte i haven med dem, både sammen hele banden, to og to samt enkeltvis. Alle hvalpe foretrækker klart at have afføring udenfor, og de tisser også allesammen, så snart de kommer ud på græs. De søger meget ofte pivende hen mod døren, når de skal det store, så der er ingen tvivl om, at de begynder at forstå fidusen. Både blærer og hjerner er dog fortsat meget små, så renlige er de bestemt ikke – og man kan godt risikere en våd sok her i huset, selv om vi drøner rundt og tørrer op :-D

Fortsat kørsel og nu længere ture: Det går fortsat så fint, at jeg næsten kniber mig i armen. Hverken Milu eller Ludvig elsker bilkørsel, men de elsker det, bilen repræsenterer... ture, træning, sjov og skæg. Så man kan sige, de har et temmeligt ambivalent forhold til bil. Jeg håber og beder til, at det ikke går videre til hvalpene, og indtil nu ser det rigtig godt ud.

Ture i “Hundeklapvogn”: Vi har haft hvalpene med på tur, hvor de sidder i vogn, mens de store hunde bliver luftet. Meget spændende. Vejret var desværre noget koldt, vådt og blæsende, så de måtte blive i tørvejr i vognen.

Den store have: Hver hvalp kommer ud i den “store” have, hvor de kan snuse til både æbler og blomster, komme ind i drivhuset, undersøge buske og krat samt lege vilde løbelege med både os og Milu. Og så viser Ludvig gerne de gode tissetræer.

Klikkertræning: Alle hvalpe er nu blevet betinget til klikker. De var sååå dygtige, og flere af dem fandt også ud af at give frivillig kontakt på klik. Instruktørmor er meget tilfreds <3

Og så alt det andet: Alt det socialisering, som dagligdagen byder på. De grinende, larmende unge, de mange skønne hvalpebesøg fra venner, familie og ikke mindst de nye, kommende og meget spændte ejere, skramlende grydelåg, musik, tv, radio, skorstensfejeren på besøg, roterende køkkenmaskiner og toiletter, der trækker ud. Endnu mere føntørring og individuel håndtering på bord. For ikke at tale om vores byhave, som byder på masser af mennesker, biler, dytten og skramlen, vejarbejde og børnene, der går fra skole til SFO. Helt uundværlige lyde – og aldrig har jeg været så glad for at have larm omkring mig.

Hvalpeopdatering: De temperamenter, jeg forsigtigt beskrev i sidste uge, holder nogenlunde stadig – men de individuelle opmærksomheder virker efter hensigten, så de udvikles rigtig fint i ønskede retninger.

De slås, slås, slås og slås. Men de putter også, støtter hinanden og leger rigtig godt. Deres hundesprog er blevet mere udviklet, de er begyndt med et flot repertoire af dæmpende signaler, og vi ser nu ofte, at en hvalp stopper, når der vises, at nu er det for meget.

Nova skal have adrenalinen ned, når hun er i højt gear og total hoppe/bidehumør. Hun skal have ro og varme, for så falder hun faktisk til ro i vores arme... gerne med et lammeøre i munden. Selv om hun kalder på “skæld ud”, så er det ekstremt vigtigt ikke at være hård med en pige som hende (ikke, at jeg gør det med nogle hvalpe) da det vil optrappe en unødvendig konflikt. Nova er en flødekaramel... hård udenpå, men enormt blød indvendigt. Så hun skal tages med en blid, rolig og konsekvent fløjlshånd, for så finder hun sin indre blide side frem<3

Sirius skal fortsat have tid alene, så han ikke bliver tromlet – og han elsker det. Han er enormt stabil i sit sind og profiterer meget af at få stimuleret sin nysgerrighed i eget tempo. En lille kælepotte, som elsker kyllingegodbidder. Han minder både enormt meget om Milu som hvalp, men vi ser også en masse Ludvig i ham. Ikke mindst udseendesmæssigt, hvor han næsten er en tro kopi af sin morfar.

Aurora er fortsat en spirrevip, som bruger enormt meget energi på at vimse rundt. Hun har fået en enorm selvtillid og har næsten ikke tid til kæl i øjeblikket. Så det fokuserer vi på at give hende, når hun bliver lidt træt. En charmepige uden lige.

Luna er blevet mere udadgående i forhold til oplevelser og elsker at komme ud på egen hånd. Der skal meget til at ryste hende, for hun ser tilsyneladende ikke farer, men blot dejlige udfordringer. Hun kunne godt have heddet Pippi, for hendes motto synes at være: “Det har jeg ikke set/prøvet før... det er sikkert super spændende” Hun lider stadig af ugengældt kærlighed til Ludvig og viser et ekstremt flot hundesprog i sit forsøg på at overbevise ham. Det er ikke lykkedes helt endnu, men han vil faktisk gerne gå havetur med hende og passer diskret på hende. Men kun siskret, så hun ikke tror, han faktisk kan lide hende.

Apollo har fundet bøllegenet frem, og det mærker hans søskende. Han har stadig lyd på, men forstår forholdsvis hurtigt, at han ikke får opmærksomhed ved lyd. Men fortsat et opmærksomhedspunkt. Derudover charmer han alle med sin pjuskepels, smukke gavtyvansigt, dejlige humør og små, korte, men enormt hurtige ben.

Cosmo er fortsat en hyggetrold, meeen han har nu også fundet sin indre bølle frem. Han holder sig ikke tilbage for en god slåskamp, og så hopper han lige op i hovedet for at fange næser (som sin mor som hvalp). Det er han ved at lære ikke giver noget opmærksomhed, og da han elsker menneskehænder, der leger med ham og nusser ham på maven, så skal han nok hurtigt lære det.

 

Sputnik er begyndt at forstå, at kæl i mere end et splitsekund ikke betyder, at man går glip af alt her i denne verden. Han har virkelig krudt bagi og er superkvik, men samtidig så glad, så glad. Han elsker bare livet og vil udforske det max. Han lever i den grad op til sit navn :-D

 

Uge 7 + 8 (tirsdag 2 + 10 oktober)

 

Et stort dobbelt tillykke til de helt fantastiske syvlinger. Vi nåede desværre ikke opdateringen sidste uge, da både fagligt seminar, en forkølelse, der ikke helt vil bedres og almindelig hvalpetravlhed tog al tiden. Så denne gang bliver 2 opdateringer slået sammen :-)

 

Uge 6 troede vi var en livlig uge – men vi blev klogere. Så kom uge 7, som blæste os omkuld, og nu hvor “vi” er 8 uger i dag... ja, da må vi bare sige at vi har hænderne fulde.

Men fulde af det dejligste dejlige. For nok er de frække og spiser og bider i alt, tisser i hele huset, hærger, larmer og fylder, fordi de vil ses, høres og leges med – men de er også bare så bedårende dejlige. De er kælne, sociale, nysgerrige og fulde af gåpåmod og livsglæde, og vi er bare så vilde med dem hver og en.

Vi giver dem fortsat udfordringer, der passer til dem både samlet og hver især, men det begynder at være svært at holde trit med deres oplevelsestrang og behov.

 

I uge 7 skruede vi op for de udendørs oplevelser:

Vi havde hvalpene i forhaven i en indhegning – og med bure, så de kunne trække sig ind efter behov. Der fik de set mennesker, biler, cykler og ikke mindst børn, børn, børn. Som alle var parate til at løbe hjem for at tømme sparegrisen. Tror, der var nogle forældre rundt omkring, der var meget glade for, at deres børn måtte få at vide, at hvalpene altså alle ER solgt :-)

De søde små var glade og uforfærdede over den meget festivitas, der naturligt kom på gaden foran dem. De gravede lidt i jorden og spiste nogle blade, hilste på menneskene, bed i børnenes hår og gik i buret, når de blev trætte. Senere har de alle hver især været ude at gå en smule i forhaven og på fortovet alene, og det har de taget med den samme nysgerrighed og ro.

Vi tog også hvalpene med i Vallø Slotspark, hvor vi lagde os på et tæppe med dem, og så kunne de ellers udforske den store græsplæne derfra. Stor succes… der var meget nyt, der skulle undersøges. Og en kæmpeplæne, som man kunne løbe langt på.

Et par dage efter tog vi igen i Slotsparken med de skønne hvalpekøbere, som hver især fik en pose med lettørret kylling. Og så var der ellers leg og fest for både børn, voksne og små søde hvalpe. Til os på to ben var der kaffe, kakao og den skønneste kage bagt af en hvalpe familie. På alle måder en utrolig dejlig eftermiddag; og det var nogle meget trætte og tilfredse hvalpe, der næsten sov resten af dagen.

Da jeg måtte et par dage på seminar, fik de nogle hviledage herhjemme sammen med Selma. Det havde de brug for, og de fik sovet godt igennem. Det pointerer bare, at socialisering er vigtigt, men det er rolige dage også, for ellers kan de ikke fordøje de mange indtryk. Så hellere kvalitet end kvantitet.

Og så har vi været på hvalpekøberbesøg. Vi har i skrivende stund været hos 3 familier, så vi mangler stadig nogle – men det når vi naturligvis inden afgang. Pointerne er flere med disse besøg: Hvalpene får kørt bil, de kommer sammen ud til et nyt sted, som de kan udforske. Men det vigtigst er at de får set deres nye hjem og får sat en masse duftstoffer i hjemmet, som de kan genkende, når de nu kommer endeligt hjem.

I starten kørte vi med alle 7 og så mor Milu – men de sidste besøg har vi delt dem lidt op, så de også prøver at være i mindre grupper. Det varer jo ikke så længe, før de skal separeres, så vi prøver at tage det hele i små step. Det har fungeret rigtig godt og de hvalpe, der er blevet hjemme, har sovet næsten non-stop, så det fortæller også, at der altså ER knald på, når de alle 7 er der på samme tid. Det er måske ikke altid, man får sovet nok.

Hos hvalpekøberne har der været linet op til den store guldmedalje med alverdens skønne hvalpeaktiviteter, lammeskind, kurve, godbidder, trampolin og bolde... og hvalpene har nydt det i stor stil. Lækre kager og uimodståelige pizzasnegle til kennelmor endnu engang. Jeg kan snart ikke passe noget tøj mere, så måske er det meget godt, at den søde hvalpetid i mere end en forstand snart er ovre :-D

Endelig har Apollo (Max) været til dyrlæge i Faxe, fordi jeg lige ville tjekke hans ben, som er lidt kortere end de øvrige hvalpes. Dyrlægen undersøgte ham grundigt, men fandt intet forkert overhovedet ved ham. Hans ryg er heller ikke lang, så han er bare en lille, glad, lidt kompakt fyr. Det var SÅ dejligt at få bekræftet.

Apollo havde taget Sputnik (Buller) med, så de to drenge havde en fest. Ikke mindst, da der var en sød praktikantpige fra 9. klasse, som var helt og aldeles solgt. Det var dyrlægen nu også – og der var stor ros for deres ro og gode prægning.

Nova har været til kiropraktor og fik lov til at tage Sirius (Alfred) med. Hendes kranie er nu helt rettet op og der mangler nu kun en anelse i den ene side af ryggen. Hun blev lidt klemt ved fødslen, men det er heldigvis ved at være reguleret helt på plads.

Jeg har bare været så stolt over hvalpenes besøg de forskellige steder. De tager alt med en god og sund nysgerrighed, men generelt stikker de også poten i jorden og afsøger det nye med en god ro og fornuft.

 

Udover besøg af familie, venner, børnenes venner og veninder, har vi også haft flere erfarne Bichon Havanais opdrættere forbi, som har gennemgået hvalpene. Der har været stor ros til hvalpene generelt for deres harmoniske bygninger og meget fine og udtryksfulde ansigter. Der er lidt stor forskel i størrelsen, men de er godt skruet sammen, både de store, små og dem midt i mellem. Og så har de (vigtigst af alt) et skønt, robust og dejligt livligt temperament.

 

7. oktober havde vi fælles hvalpedag, hvor planen først var at spise morgenmad på stranden sammen med hvalpene, og så derefter tage hjem til huset i Køge, hvor jeg ville lave et oplæg om det at have hund.

Men planer med hvalpe er ikke altid lige til at udføre. Der var kraftig pålandsvind, så dels var der næsten intet strand tilbage, dels var det vildt koldt – så vi pakkede morgenbrødet og kaffen sammen, hvalpene kom til stor utilfredshed ind i bilen igen, og så kørte vi hjem og lavede indendørs picnic i stedet.

Superskøn dag, hvor vi fik talt, demonstreret, spist sammenskudsfrokost og ikke mindst hygget med hvalpene hele dagen. Det er så utroligt engagerede hvalpekøbere, som glæder sig uendelig meget til at få deres lille nye familiemedlem hjem igen.

 

Disse to skønne uger sluttede med et dyrlægebesøg, hvor hvalpene blev sundhedsundersøgt og vaccineret. Også dette besøg tog de med sindsro, ikke et eneste piv over stikket - og efter en lille løbetur i undersøgelsesrummet, lagde de sig til at sove ved foden af bordet.  Alt var i øvrigt fint og til UG, så jeg kunne ånde glad og lettet op og give mine søde, sunde hvalpe et ekstra kys lige på snuden.

 

Nu er vi gået ind i den sidste uge. Den første hvalp rejser allerede om mindre end en uge, og det niver unægteligt lidt i hjertet. Vi kan dog godt mærke, at hvalpene er ved at være klar til nye udfordringer ved deres familier. De har brug for at blive socialiseret hver især og have mere og mere alenetid, og da døgnet desværre kun har 24 timer, så kan man ikke nå det hele. Der er en mening med det hele... også at sige farvel, selvom det bliver svært.

bottom of page